Bladsvampe 2013

Bekæmpelse af bladsvampe i sukkerroer er af afgørende betydning for at sikre udbyttet. Mange års forsøg og erfaringer taler for at bekæmpelse skal gennemføres for at opnå fuld tilvækst i roerne indtil optagning. Kun friske og sunde roeblade producerer optimalt. Bekæmpelse bør gennemføres tidligt, senest ved fund af begyndende angreb, da et etableret angreb er vanskeligt at standse.
De fire aktuelle bladsvampe meldug, ramularia, bederust og cercospora, som angriber roerne, er beskrevet nederst.

Bekæmpelse

  • Fra sidste halvdel af juli undersøges markerne for angreb af bladsvampe mindst én gang hver uge.
  • Bekæmpelse foretages ved begyndende angreb.
  • Hvis der ikke er tid eller kapacitet til at bekæmpe bladsvampe i kornhøsten, anbefales at foretage bekæmpelse inden høst frem for en sen behandling på et etableret angreb.
  • Gentag behandlingen efter ca. 3 - 4 uger for roer, som skal høstes i sidste halvdel af oktober eller senere.
  • Ved optagning i november eller senere kan der være behov for tre behandlinger.
  • Bedst effekt opnås på saftspændte planter - undlad derfor bekæmpelse midt på dagen i varmt og solrigt vejr.
  • Behandlingsfristen for midlerne er 4 uger.
  • Normalt er behandling ved mindre end 6 uger til optagning ikke lønsomt.

Varsling og registreringsnet
I samarbejde med NBR Nordic Beet Research, Dansk Landbrug Sydhavsøerne og Nordic Sugar Agricenter foretages fra uge 28 ugentlige bedømmelser af bladsvampeangrebet i dyrkningsområdet.
Varslinger og resultaterne fra registreringsnettet kan løbende følges på vores hjemmeside, og vil også kunne ses på Landbrugsinfo ved klik her

Valg af midler
Den bedste og bredeste effekt opnås ved anvendelse af:
Opera - (eller middel med tilsvarende indhold af aktivstof: LFS Epoxiconazol + pyraclostrobin)
eller
Opus (eller tilsvarende midler med indhold af samme aktivstof f.eks: Rubric eller Maredo.).

Til første sprøjtning, hvor der ofte er meldug, anbefales at anvende Opera frem for Opus, da Opera mod meldug har vist lidt bedre og længerevarende effekt end Opus og de tilsvarende midler.

Dosering
0,5 l pr. ha ved første sprøjtning.
Ved efterfølgende sprøjtninger anvendes 0,25 - 0,5 l med højeste dosering ved etableret angreb.

Sortsforskelle
Der er forskel mellem de enkelte sorters modtagelighed for bladsvampe - alle sorter angribes dog af af bladsvampe. Sorter, der ikke er nævnt i nedenstående angribes også.

Meldug
I perioder med varmt og tørt vejr er det meldug opmærksomheden skal rettes mod.
I NBR's sortsforsøg har følgende sorter vist ret høj modtagelighed for meldug: Adler, Barents, Bosch, Comanche, Criollo, Doblo, Garrano, Lombok, Pasteur, Smash og Stine.

Bederust
Bederust udvikler sig bedst under kølige forhold.
Nogle af de mest modtagelige sorter for rust er: Adler, Barents, Comanche, Corvinia, Doblo, Jollina KWS, Pasteur og Smash. 

Ramularia
Efter længerevarende fugtige perioder favoriseres ramularia.
Nogle af de mest modtagelige sorter for ramularia er: Adler, Alexina, Barents, Cactus, Corvinia, Doblo, Elora KWS, Pasteur, Smash og Stine


Beskrivelse af bladsvampene

Meldug



Meldug favoriseres af varmt og tørt vejr. Ved forekomst eller begyndende angreb af meldug bør en bekæmpelse straks foretages, da meldug kan udvikle sig epidemisk og hurtigt kan sprede sig til hele marken.
Meldug ses som en hvidgrå filtagtig belægning på bladene.
Meldug kan betyde op til 8-10 % udbyttetab samt forringelse af saftkvalitet.
Se yderligere beskrivelse ved klik her.

Bederust

Rust findes normalt udbredt i markerne fra august måned. Ofte kan bekæmpelse foretages sammen med meldug- eller ramulariabekæmpelse. Ved udbredte angreb i marken bør der dog foretages en specifik bekæmpelse af rust.
Rust ses som små, rødbrune og afsmittende rusthobe på bladoverfladerne.
Rust kan betyde op til 10-15 % udbyttenedgang samt forringelse af saftkvalitet.
Se yderligere beskrivelse ved klik her.

Ramularia

Ramularia fremmes af fugtige forhold og regnfuldt vejr. Ramularia ses som grålige, visne pletter med en rødbrun kant. Pletterne er ca. 4-12 mm i diameter. I begyndelsen er pletterne adskilte, men senere løber de sammen og får hele bladet til at visne.
Ramularia kan betyde op til 15-20 % udbyttenedgang samt forringelse af saftkvalitet.
Se yderligere beskrivelse ved klik her.

Cercospora

Cercospora er et stort problem i Syd- og Midteuropa og har i de senere år spredt sig længere mod nord og forekommer nu også mere og mere i Danmark. Varmt og fugtigt vejr fremmer svampens udvikling. Symptomerne minder om ramularia, men pletterne er mindre (ca. 2 - 5 mm) og mere skarpt afgrænsede med en mørk rødbrun kant. Angrebet er meget destruktivt og hele bladpladen visner hurtigt og får en sortbrun farve.
Typisk udbyttetab i Mellemeuropa på 10 - 20 % samt forringelse af saftkvalitet.
Se yderligere beskrivelse ved klik her.