Ukrudtsbekæmpelse med clomazon (Centium 36 CS, Command CS m. fl.) i 2020
Virkning
Clomazon-midlerne har god virkning på hundepersille, burresnerre, natskygge og liden nælde samt virker som effektforstærker på flere andre ukrudtsarter.
Dosering
Anbefalet dosering er 0,1 - 0,15 l pr. ha på lerjord (højeste dosering kun ved stor bestand af hundepersille. På lettere jorde virker midlerne kraftigere på både roer og ukrudt, og doseringen skal derfor reduceres til omkring halv mængde i forhold til på lerjord.
Produktnavne
Clomazon, som er aktivstoffet i Centium 36 CS, markedsføres også som Clomate, Command CS, Kalif 360 CS og som Reactor 360 CS. Alle nævnte midler indeholder 360 g clomazon pr. l.
Produkterne har kun offlabel-godkendelse til sukkerroer og vejledning og godkendelse kan udskrives fra Middeldatabasen.
Godkendelsen for Reactor afviger fra godkendelsen for Centium, Clomate, Command og Kalif, som har enslydende offlabel-godkendelse.
Centium 36 CS, Clomate, Command CS og Kalif 360 CS må anvendes efter såning af roer med op til 0,2 l pr. ha før fremspiring af roerne, men ikke senere end tre dage før fremspiring af roerne.
Reactor 360 CS må også anvendes efter såning men efter offlabel-godkendelsen ikke senere end tre dage efter såning. Dosering er begrænset efter jordtype: På JB 1-3: Maks. 0,075 l ha og på JB>3: Maks. 0,15 l/ha.
Risiko for skade
På lettere jord/sandjord er risikoen for skade på roerne betydeligt større end på lerjord.
For svækkede roeplanter, f. eks. pga. sygdomme eller ved dyb såning, ses ofte kraftigt negativt påvirkning af midlet. Der er også nogen risiko for skade på roerne især ved kraftig regn og koldt vejr efter udsprøjtning.
Undgå overlapninger ved udsprøjtning – lad hellere usprøjtede trekanter være tilbage end at lave overlapninger.
Omsåning efter brug af clomazon er problematisk, og der bør ske en dyb opharvning af jorden eller fjernelse af øverste jordlag over roerækken ved at køre dybt med stenplovene.
Da der er risiko for skade på roerne, anbefales det kun at anvende clomazon på arealer, hvor der ikke kan forventes tilstrækkelig effekt på ukrudtet af de øvrige roeukrudtsmidler, og/eller der er stor forekomst af ukrudt.
Iblanding med glyphosat?
Under en lang og kold fremspiringsperiode kan der ved at vente med udsprøjtningen af clomazon så længe som muligt, opnås effekt af iblandet glyphosat. Dette kan være en god løsning, hvor der er tidlig fremspiring af f.eks. raps og pileurt.
Anbefalet dosering på nyfremspiret ukrudt med højst 1-2 løvblade er 270-360 g glyphosat (aktivt stof) pr. ha. Tilsætning af ammoniumsulfat, Novabalance, pH Fix 5 o. l. er aktuel ved hårdt vand for at imødegå binding af glyphosat.
Glyphosat vil da bekæmpe det tidligt fremspiret ukrudt, som clomazon kun har begrænset virkning på. Det er meget vigtigt, at roerne ikke er begyndt at komme frem, da glyphosat også fjerner fremspirede roer (udsprøjtning skal ske senest tre dage inden fremspiring af roerne).
Forstærket ukrudtseffekt af de øvrige efterfølgende ukrudtssprøjtninger
Hvor der er anvendt clomazon ses ofte en forstærket ukrudtseffekt af de efterfølgende ”normale” ukrudtssprøjtninger. Derfor er anvendelse af clomazon aktuel ved højt ukrudtstryk af vanskeligt bekæmpelige arter f.eks. spildraps, vejpileurt m.fl.
I marker med hundepersille anses anvendelse af clomazon for en nødvendighed.