Aktuelt fra roemarken uge 23, 2024
Vækst
Væksten har været god men er nu afdæmpet med de køligere temperaturer og nogle steder hæmmet af kraftig virkning af ukrudtsmidlerne. Der er et stort spænd fra begyndende rækkelukning i de tidligst såede marker til roer med kun to blivende blade i de sidst såede marker.
Ukrudt
Der ses høj effekt af ukrudtssprøjtningerne efter regnen, og en del steder også med kraftig hæmmende vækst på roerne især i forbindelse med brug af clomazon, hvor det især er de mindste roer, der er kraftigst påvirket. I sådanne marker vil det være relevant at udsætte eller mindske doseringen i efterfølgende sprøjtning.
Hold fortsat øje med overlevende og/eller nyfremspiret ukrudt og hav fokus på ukrudt, der kan vokse over roerne, som f.eks. raps, hundepersille, melder mm..
Se mere om ukrudtsbekæmpelse ved klik her.
Skadedyr
Der er kun få marker med skadedyrsproblemer. Angreb af bedefluer har været størst på Sjælland, men er aftagende. Der ses stadig en del visne roeblade med mineringer. Kun hvis der ses kraftig æglægning på de nyere blade, kan bekæmpelse fortsat være aktuel.
Enkelte sorte bedebladlus er fundet, men ingen steder i så stort omfang at bekæmpelse er nødvendigt.
Rodbrand/væltesyge
I enkelte af de sent såede marker ses roer med indsnøret sort rodhals, og roerne vælter om.
Dette skyldes angreb af rodbrandsvampen aphanomyces, som trives godt under varme og fugtige forhold og især på dårligt kalkede marker.
Mikronæring, mangan og bor
Vær opmærksom på manganmangel især på "sorte" og/eller løse jorde.
Ved manganmangel bliver roernes blade lyse, oprette og med lyse indfaldne pletter på bladene. Undgå at forveksle gulmarmorering efter tilførsel af Safari med manganmangel.
Tilførsel af bor er endnu for tidligt og bør først gøres ved begyndende rækkelukning.
På grund af de store nedbørsmængder fra efteråret og indtil nu vil der være forøget risiko for bormangel pga. udvaskning. Vær derfor indstillet på at få tilført bor, når roerne bliver store nok til det, hvis det ikke allerede er tilsat den flydende gødning ved såning. Der anvendes ca. 300 g bor pr. ha ved en forebyggende tilførsel.
Husk
Bestilling af Carbokalk - gennemføres under "Mine sider"
Se billeder af ugens "dårligdomme og skader" i roerne