Aktuelt fra marken uge 34, 2021

 

Bladsvampebekæmpelse

Der ses angreb af rust i hele regionen over skadestærsklen, og hvis du ikke har kørt anden bekæmpelse bør du holde øje med nye angreb i dine marker. Ved etableret angreb (især af rust) er det vigtigt at anvende højeste dosering. Anden bekæmpelses rettidighed er lige så vigtig, som første bekæmpelse, da det er forebyggende behandling, og især rust er vandskeligt at bekæmpe med vores midler. Der er observeret kraftigt smittetryk den sidste uge, pga optimale vejrforhold for rust. 

Ved 2. og evt. 3. sprøjtning er det ofte rust og/eller ramularia som er problemet, og her anbefales nedenstående doseringer:
0,3 – 0,5 l Opera eller
0,3 - 0, 6 l Comet Pro eller
0,3 – 0,5 l Amistar Gold (må kun anvendes 1 gang pr. sæson) eller
0,3 – 0,5 l Rubric, som har lidt lavere effekt end de tre andre midler.

For både meldug og rust har Opera og Comet Pro den bedste effekt. Ved etableret angreb (især af rust) er det vigtigt at anvende højeste dosering. 

Begrænsninger for midlerne:
Vær opmærksom på triazolreglerne, der begrænser den maksimalt tilladte mængde af visse triazoler, der må anvendes pr. vækstsæson.

Behandlingsfristen for Opera og Rubric er 4 uger.
For Amistar Gold er behandlingsfristen på 35 dage.
Comet Pro har en behandlingsfrist på 28 dage.
Vær opmærksom på behandlingsfristerne i de marker du skal levere tidligst. 

Se mere om bladsvampebekæmpelse ved at klikke her.

Kinajute - en ny ukrudtsart i roemarken

NBR har i denne uge på deres Facebook side skrevet om en ny ukrudtsart, Kinajute, der observeres i flere af deres forsøgsmarker. NBR skrev følgende: 

Kinajute er en af de nye ukrudtsarter der for tiden er ved at trænge ind i vores roemarker. Planten er en såkaldt invasiv art (ligesom f.eks. bjørneklo). Den stammer fra Asien, hvor den har været dyrket og anvendt til fremstilling af tekstil (deraf navnet). Kinajute er i dag et alvorligt ukrudt i bl.a. soja, sorghum og majs i USA, NZ og andre steder i Verden, hvor den kan føre til væsentlige udbyttetab. Planten har fløjlsbløde blade og stængel og små gule blomster. Den spredes bl.a. med jord, når der køres fra mark til mark. Planten på billedet har jeg fotograferet (og plukket) på Lolland i går. Desværre er kinajute temmelig svær at bekæmpe, og frøene kan overleve i jorden i mere end 20 år.  – derfor en kraftig opfordring herfra til, at man får dem plukket og taget med ud af marken nu – inden frøene modnes og spredes i marken.

Kinajute i roemarken. Foto af NBR
 

Kampagnestart

Tidligere på ugen kunne vi fortælle at begge fabrikker har planlagt kampagnestart tirsdag d. 28. september. Det betyder at indlevering af roer vil begynde mandag d. 27. september. 

I Nykøbing vil den første uge primært være indlevering og oparbejdning af økologiske roer. 

Efterårsroedag - d. 14. september

Der afholdes Markdemo i roer på Sofiehøj d. 14. september, kl 13.00-15.00. Der serveres sandwich fra 12.30-13.00, samt kaffe og kage kl. 15.00.

Her vil NBR, VKST og Nordic Sugar fortælle om:

- De nyeste strategier for bladsvampe
- Har robotter en fremtid i roedyrkningen
- Forløbige resultater af årets ukrudtsforsøg
- Skadevoldere - varsling og bekæmpelse af dem
- samt Blomsterstribernes insekter og deres gavn for roerne.

Tilmelding kan ske her

Bestilling af Carbokalk

Det er stadig muligt at bestille carbokalk til afhentning i kommende kampagne - ring til Agricenteret for at bestille den ønskede mængde.