Stop for roeleverancer – hvor der ikke er fjernet dårlige roer

 

 

Vi er nu løbet ind i så store udfordringer med roekvaliteten, at fabrikken i Nykøbing står stille. Dette skyldes problemer med at filtrere sukkersaften. Sukkerproduktion er baseret på at tømme roerne for sukker ved at snitte roerne og skylle dem med varmt vand. Herefter filtreres sukkervandet blandet med kalkmælk for urenheder. Når roekvaliteten er dårlig stoppes filterne, fordi de dårlige roer danner en tyk slim, som umuliggøre filtrering.

Vi skal nu have total fokus på at få de gode roer leveret til fabrikkerne. Det er dit ansvar som dyrker, at der leveres roer af god kvalitet og at frarensning er sket før læsning.

Derfor vil vi ikke længere læsse fra roekuler, hvor der ikke er fjerne dårlige roer inden læsseren dukker op. De betyder, at vognmændene får forbud mod at læsse fra roekuler, hvor der ikke er frarenset dårlige roer.

Det betyder også, at man som dyrker kommer bagerst i læsserækkefølgen, hvis frarensning ikke er sket når læssemaskinen kommer frem til ens roekule.

Hvis vi ikke kan komme i kontakt med en dyrker, er vi desværre også nødt til at springe læsning af roerne over, hvor der ikke er foretaget nødvendig frarensning.

Udfordringer ved læsning

Vi oplever, at roekuler med meget jord er så hårdt fastfrosset, at det kræver en rendegraver eller lignende at løsne roerne til renselæsseren. Såfremt renselæsseren ikke kan læsse en roekule, og vi ikke kan få hjælp af dyrkeren, må vi desværre køre videre til den næste dyrker, for at sikre roeleverancerne til fabrikken.

Roer i marken

Det lykkedes over weekenden, at få taget en stor mængde roer op på Sjælland. De ny optagne roer er generelt af god kvalitet, men den første frost i november og den efterfølgende regenerering har kostet på sukkerindholdet. Der står fortsat omkring 1000 ha med roer i jorden både på Sjælland og Lolland/Falster. Den hårde frost gør det lige nu umuligt at tage roer op. Vejrudsigten lover lidt mildere vejr i den kommende weekend. Det kan selvfølgeligt hurtigt ændre sig, men vi anbefaler, at få taget de sidst roer op når første chance byder sig. Vi forventer, at kampagnen fortsætter ind i februar. Dette giver mulighed for at roer, der lige nu står i jorden, men som kan optages senere også kan leveres til sukkerproduktion.

Ekstra mandskab

For at nå at inspicere alle roekuler har vi indlejet 2 ekstra medarbejdere den kommende tid. Du kan derfor møde en, der normalt ikke er ansat i Agricenter, som kontrollerer dine roekuler. Dette gør vi for at sikre, at alle de leverede roer er af tilstrækkelig god kvalitet.

 

Vejledning til frarensning

  1. Alle roer, der har ligget udenfor TopTex dugen skal fjernes inden læsning. I det kolde vejr kræver dette en rendegraver eller lignende.
  2. Nordsiden af roekulen, hvor roerne har ligget i kule i under 5 graders frost. Her skal oftest fjernes et lag på 30-50 cm(4-5 lag roer) hele vejen fra toppen af kulen og ned til jorden
  3. Roekuler der har ligget særligt udsat for vind i frost. Her skal oftest fjernes 20-30 cm (2-3 lag roer) i vindsiden
  4. Roer der er taget op i frossen jord med store mængder jord i kulen. Her ser vi varme dannelse i kulerne. Disse områder skal fjernes helt fra kulen inden læsning.
  5. Det fjernede materiale skal flyttes så langt fra kulen at læsseren kan køre imellem det frarensede materiale.
  6. Er du i tvivl så kontakt agricenter i god tid inden læsning.