Aktuelt fra marken uge 19, 2023
Vækst
Blæsende og koldt vejr har hæmmet roernes udvikling, men med varmen der kommer/er nu, vil det sætte godt gang i væksten – også for ukrudtet!
I de tidligst såede marker (fra ca. 5/4) er det første sæt løvblade fremme. De sidst såede roer (fra ca. 18/4) står med kimblade eller kimblade med første sæt løvblade med ærtestørrelse.
I marker sået efter 18. april ses særdeles flot og ensartet fremspiring, hvilket også er tilfældet for de fleste tidligt såede marker på nær enkelte marker sået tæt på regnen lige efter påske.
Sandflugt
På de lette jorde har der været en del sandfygning i det vedvarende blæsende vejr. Skadernes omfang er forholdsvis små med mindre delarealer, der må sås om. Typisk er planter slidt på kimstængel og blade, så de visner eller er helt begravet i sand. Mange vindslidte planter skyder igen, hvis der er grønt i hjerteskuddet. Omsåningsgrænse er ved plantetal under ca. 40.000 planter pr. ha.
Ukrudt
Vær opmærksom på at det solrige og tørre vejr kan vanskeliggøre ukrudtsbekæmpelsen. Gør brug af tidlige morgensprøjtninger, anvend doseringer til den ”høje” side, afkort intervallet til næste sprøjtning og anvend dyser med fin dråbestørrelse kan sikre god effekt. Det er bl.a. melder, vejpileurt og raps, der kan blive betydeligt vanskeligere af bekæmpe i det tørre og solrige vejr. Med udsigt til tørt vejr anbefales at reducere metamitrondoseringen (Goltix) til kun 0,5 l pr. ha.
Ved stort og vanskeligt bekæmpeligt ukrudt kan en ekstra mellemsprøjtning 3 – 4 dage efter normal sprøjtning med ca. 1,5 l Betanal (+ evt. Nortron) + olie være en mulig og god løsning.
Ved rapsspildfrø anbefales at vente med Safari, så længe rapsplanterne kun har kimblade.
Anvendelse af Centium som effektforstærker er endnu for tidligt de fleste steder, da alle roeplanter skal have mindst to veludviklede blivende blade.
Græsukrudt ses også flere steder, men bekæmpelse er endnu lidt tidligt. Græsukrudtet bør have mindst tre veludviklede blade og være i god vækst og ikke være hæmmet af almindelig ukrudtsbekæmpelse – dvs. at der skal gå 6 – 7 dage efter almindelig ukrudtssprøjtning, så der mindst er et frisk blad fremme.
Se mere om ukrudtsbekæmpelse ved klik her.
Skadedyr
Roerne er mange steder lidt vindslidte i bladkanterne, og dette kan nemt forveksles med angreb af trips.
I vores moniteringer ses fortsat kun ret svage angreb af trips, og derudover med forventet øget tilvækst i roerne ved udsigt til temperaturer omkring 18 – 20 grader, er vurderingen, at det kun er de færreste steder, at der er behov for bekæmpelse.
Sugning af trips kan give røde hjerteskud, men en del sorter har naturligt røde hjerteskud, derfor anbefales det at se efter forekomst af trips i planterne. Tripsene løber hurtigt væk, når man nærmer sig planten, derfor skal der ses efter trips med rolige bevægelser rundt i marken. Planterne kan være følsomme overfor angreb af trips frem til 4-bladstadiet, hvorefter de ikke skades længere.
Vi anbefaler at undgå ”forsikringssprøjtninger”. Dels har forsøg ikke vist rentabilitet ved behandling ved lavere angreb, og dels af hensyn til at bevare de vigtige nyttedyr i marken, idet pyrethroider er skadelige for visse nyttedyr, og endvidere er det vigtigt at undgå opbygningen af resistens.
Effekten af behandling er kortvarig i de tidlige vækststadier, da der hurtig udvikles nye plantedele, som vil være ubeskyttede. Skadedyr, der ikke rammes, fordi de opholder sig nede i jorden, bekæmpes ikke før de gnaver af behandlede plantedele.
Registrering af roemarker - inden 15. maj!
Hvis du endnu ikke har registreret (indtegnet) dine tilsåede roemarker, vil gerne have det gjort snarest – dette er vigtigt også af hensyn til fordelingen af marker til transportører, og at transportørerne kan komme tidligt i gang med planlægningen af dine roer.
Carbokalk kan bestilles under ”Mine sider”, se mere ved klik her.