Aktuelt fra marken uge 19, 2020
Vækst
Hele dyrkningsområdet har nu fået en god regn i varierende mængder, og roerne har nu gode vækstbetingelser med fuld tilgang til udspredt gødning.
Dette er den første regn af betydning efter såning, og frø, der har ligget i tør jord, er nu i stand til at spire. Der er dog marker, hvor en del frø er ædt af mus, og her må vurderes om der kommer tilstrækkeligt med planter eller en omsåning er aktuel.
Omsåning
Omsåning på nuværende tidspunkt vil kun være aktuelt ved plantetal under omkring 35.000 planter pr. ha, hvis disse er nogenlunde jævnt fordelt. Hvis der er udsprøjtet clomazon, er der tidligere set skade på omsåede roeplanter. Harvning eller det øverste jord skrabes væk med stenplovene inden omsåning anbefales.
Ukrudt
Ukrudtsbekæmpelsen har været sat på pause pga. regnen, men det må forventes, at ukrudtet her efter regnen er blevet mere modtageligt for midlerne. Ved vanskelige ukrudtsarter som f.eks. raps og vejpileurt er det aktuelt også at anvende Safari.
Endvidere kan det være aktuelt at indlægge en ekstra sprøjtning, hvor der efter få dage (2 - 4 dage) følges op med en ekstra Betanal-sprøjtning (med ca. 0,5 l Betanal Power eller 1,5 l Betanal), hvor der er stort og vanskeligt bekæmpeligt ukrudt.
Vær opmærksom på nyfremspiring af ukrudt efter regnen.
Hvor der skal bekæmpes græsukrudt opnås bedst effekt uden sammenblanding med andre ukrudtsmidler, og når græsukrudtet har friske grønne blade (ca. en uge efter alm. ukrudtssprøjtning). Alm. ukrudtssprøjtning kan fortages 1 - 2 dage efter græsbekæmpelsen.
Se generel anbefaling om ukrudtsbekæmpelse ved klik her.
Mangan
Vær opmærksom på mangamangel, som ofte ses først på sort og løs jord. Ved manganmangel bliver roernes blade lyse, oprette og med lyse indfaldne pletter. Anvend f.eks. 2-3 kg mangansulfat + spredeklæbemiddel. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen flere gange.
Flydende mangannitrat kan evt. iblandes ved ukrudtssprøjtningen.
Skadedyr
I marker bejdset med Force ses nogle steder fortsat kraftigt af angreb af thrips, hvor roeplanternes vækst er hæmmet væsentligt. Angreb af thrips er meget forskelligt fra mark til mark, og det er langt fra i alle marker, at der er behov for bekæmpelse, selv om det er Force-bejdset frø. Ved behov for bekæmpelse anbefales fortsat 0,1 l Karate/Lamdex. Det er vigtig at følge angreb i egen mark, og hvis mere end 50 % af planterne er hæmmet væsentligt i væksten, anbefales bekæmpelse.
Der er kun set meget sporadiske angreb af runkelroebiller. Ligesom for trips forventes eventuelle angreb af runkelroebiller ikke at påvirke roerne, når de er i god vækst og har 4 - 6 blade.
Roeplanter sorteret efter angrebsgrad af thrips, foto NBR.
Snegle er efter regnen blevet aktive, og i nogle marker ses planter, som står og falder sammen og visner. Lige under jordoverfladen på roden kan ses, hvor sneglen har raspet. Tørt vejr, som der er udsigt til nu, er bedste bekæmpelse. Alternativt er udspredning af sneglekorn ved kraftigt angreb.
Roeplante, som visner, pga. at roden er raspet af snegle.